top of page

Velkommen til Det lille hjørne. Her er en blog til hverdagens små glæder og dejlige øjeblikke. Du finder opskrifter her på forsiden og under siden opskrifter. Jeg skriver også om stil og mode, hvilket du kan læse mere om under modesektionen. Du kan også tjekke livsstil ud, der finder du små indlæg om forskelligt.

 

God læselyst!

Seneste indlæg

  • Forfatters billede: Pernille
    Pernille
  • 23. mar. 2021

Opdateret: 17. aug. 2021

Jeg laver denne ret så ofte, gerne til frokost. Den er så lækker, at jeg også ville servere den for gæster. Hvis du ikke har prøvet retten efter min nye version, så kan jeg anbefale at den kommer på madplanen. Undlad blot ansjoser, hvis det ikke er dig.


Jeg var så skeptisk, da jeg lavede denne pastaret. Ansjoser? Det kunne umuligt blive til noget godt, men jeg tog fejl. Første bid var himmelsk, og jeg vil anbefale alle at spise denne ret, uanset et anspændt forhold til ansjoser. Det er også en rigtig god opskrift til en uge hvor pengene er lidt små. Jeg opdagede at jeg faktiske havde alle ingredienser. Hr. A spiser jo ansjoser på pizza, og vi havde kapers fra da vi lavede fish and chips. Resten er fast inventar i mit køkken. Opskriften giver til to personer.


Det skal du bruge til to portioner

200 g pasta


10 gram smør

lidt olivenolie

1/2 tsk chiliflager

1 fed hvidløg, skåret i tynde skiver eller finthakket

1 stor håndfuld basilikum

ca. 1/2 glas oliven uden sten, grofthakket

1 spsk kapers

evt. 2 ansjoser finthakket, kan undlades

1 halv dåse hakkede tomater

saften fra en halv citron

1/2 tsk sukker

salt og peber


Til servering

basilikum

parmesan

olivenolie

Kog din pasta som anvist på pakken.


I en pande på middelvarme tilføjes olie, halvdelen af smørret, chili, halvdelen af basilkummen og hvidløg. Efter et par minutter tilføjes ansjoser, oliven, og kapers. Lad det stege lidt på panden. Tilføj de flåede tomater, og skru ned. Knus tomaterne med din grydeske. Smag til med citron, salt, peber og sukker. Lad det stå til pastaen er færdig. Når pastaen er aldente tilføjes den til sovsen, med en sjat pastavand, resten af smørret og basilikum. Server med lidt parmesanost, olivenolie og evt. mere basilikum. Bon appetit!




Jeg kan stadig ikke komme mig over, hvor god jeg synes denne pastaret er! Jeg har faktisk ændret i min opskrift, så jeg laver den som regel bare med hvad jeg har i mit køkkenskab. Det er ikke altid jeg har ansjoser, og så springer jeg det blot over.


Har du ansjoser, skal du være opmærksom på den nok skal saltes mindre, da ansjoserne giver saltsmagen.


Jeg gæster ovre til puttanesca, og da det gode vejr ikke kunne ignoreres, tog vi pasta og drinks med ned i parken, og spiste der. Det fungerede overraskende godt. Sommeren er virkelig trådt i kraft, og det er så skønt.





  • Forfatters billede: Pernille
    Pernille
  • 21. mar. 2021

Før i tiden købte jeg mange sko, og havde måske 20 par, til gengæld gav de mig vabler, ar og et dårligt outfit. Det så ikke klassisk ud. Vabler er ikke på mode.

Jeg ser dagligt stilfulde kvinder med gode outfits, som ødelægger hele billedet, når de kaster et par ligegyldige sko til et rigtig godt outfit med masser af potentiale. Sko er ligeså meget en del af dit outfit, som en bluse eller en sød nederdel, så tænk det ind i dine outfits, når du lægger dit tøj frem. For at se klassisk og stilet ud, skal alt stemme.

Sko er faktisk en af de kategorier hvor jeg ikke er nærig, hvorimod jeg er meget nærig, når jeg køber tøj. Du bærer tøjet, skoene bærer dig. Du skal holde ud at gå i dem, de er dine bedste venner og kan ændre hele udtrykket af dit outfit. Jeg er særligt gode venner med mine Billi Bi sko og mine Michael Kors sko, og det handler i høj grad om sålen i skoen og kvaliteten af materialerne, der er brugt.

Tips når du køber sko:

  1. Køb sko med gode såler. Hvis sålen er formet efter foden og har små puder særligt i hælen, vil sko ofte være bedre at gå i.

  2. Vælg spidse sko. Det ser mere elegant ud, da det giver indtrykket af at din fod er slank.

  3. Hold dine sko i neutrale farver, så du aldrig skal tænke på om det går til resten af dit outfit.

  4. Prioriter at lægge penge i sko frem for andet tøj. Billige sko går ofte hurtigere i stykker, de er ofte dårligere at gå i og ser ofte billige ud, fordi der mangler finish. Alt i alt ender det med du bruger flere penge på sko, end hvis du havde købt et ordenligt par fra start. Billi Bi har ofte tilbud på sko, og så kan du nogle gange finde rigtig lækre sko til en lækker pris.

  5. Når først du har gode sko, hold dem i live! Få hælen fixet og puds dem. Det er billigere end nye sko.


Og nu til hvad indlægget egentlig drejer sig om; skoene du burde eje.


Wedges

Jeg elsker wegdes! Det er mine yndlingssko om sommeren, da de er så gode at gå i, og kanonflotte til næste alle outfits. Skulle jeg vade rundt på storby ferie, ville det være i disse sko. Lad være med at vælge den højeste hæl, de skal også være behagelige. Vælg dem med flettet hæl, således hele hælen har flet og intet andet, og så med åben snude. Vælg dem i sort, camel eller creme. Jeg anbefaler uden tvivl sort. Mine er fra Billi Bi og har kostet ca. 400kr. På tilbud.


Sandaletter med lav hæl

Sorte eller cremefarvet sandaletter med tynde remme, der vikler sig yndefuldt omkring dine fødder samt en lille hæl på 3-5 cm, kan du ikke gå galt i byen med. Det hittede særligt i 2019-2020, men er altså en tidsløs klassiker. Særligt gode om sommeren. Vælg dem i læder. Mine er fra Billi Bi (ca.1200,-). Du kan godt finde det billigere, og det er en sko du kan nedprioritere.


Slingbacks

Slingback sko er flotte, men skal du kun have et par stiletter, så gå med en klassisk pump i stedet. Jeg bruger særligt slingbacks, når det er for koldt til sandaletter, men ikke helt sæson til støvler. Mine er i et brunt krokodillemønster, og er en fin kontrast til resten af garderoben. Vælg dem i sort eller brun. Vælg en med spids tå, for et elegant udtryk.


Klassiske sorte pumps

Vælg gerne mellem 3-8 cm i hælhøjde, men ikke højere end 11 cm for guds skyl. Det er sko, ikke en form for tortur. Vælg dem i sort, for det går til ALT. Spids tå, tynd hæl. Hælen skal helst sidde midt på hælen og ikke helt ude på kanten af skoen, så går du bedre i dem, da hælen så får støtte fra sit centrum og ikke fra den ene kant. Det er altså udelukkende et behageligt råd og ikke et stilet råd. Vælg dem i læder. Mine er fra Michael Kors(ca.1000kr.). Det er et par som jeg kan holde ud at gå lange turer i og arbejde i, så de har været alle pengene værd. De er på deres hæl nummer 3, og er stadig en drøm at gå i.


Slippers

Til derhjemme eller til en kort gå tur. De erstatter både den flade sandal og klipklapper. Klipklapper kaldes flip flops på engelsk, men de kunne have sparet første del af ordet, da flop beskriver dem meget bedre. Det er ikke sko, det er en katastrofe. Billigt plast man kunne have trykket ud af en børnemåtte, og så en ubehagelig stumpt der ødelægger huden ved din storetå. Vælg et par behagelige slippers i stedet, gerne i læder i enten brun, sort eller hvid/creme. En slipper har ikke dutten mellem tæerne, men i stedet en rem over foden. Den er meget bedre at gå i, og så ser den stilet ud, i forhold til klipklapper. Du kan godt have slippers på til en sommerfest.


Sorte støvler

Sorte støvler med hæl - uundværlig. Vælg dem i din ønskede hælhøjde inden for 3-8 cm, med en spids tå og ikke for høje i skaftet. Vælg dem i læder, det holder og er mere klassisk. Undgå store tunge og brede støvler, det får din fod til at se klodset ud og sætter fokus på dine fødder.


Ballerina eller loafers

Der skal være en praktisk sko, for nogle gange skal man jo være praktisk. Vælg en loafer eller ballerina med spids tå i sort læder. Gå ikke på kompromis her. De skal være gode at gå i, for hvis du skal gå meget, så bliver dette dine sko, at gøre det i.


Sneakers?

Jeg har det med sneakers, som jeg har det med sovs der klumper, det bliver aldrig godt, og det skal bare ud. Dyrker du en sport som kræver sneakers eller kan du ikke forestille dig en verden uden, så vælg simple hvide i læder, uden for meget tekstur. Sneakers er ikke elegant, men det kan lige gå.




Det blev et længere indlæg, men jeg håber du holdte ud. Indlægget er jo ikke videnskabeligt men udelukkende baseret på egne observationer og erfaringer. Forhåbenligt har jeg sparet dig penge og vabler:)

Kender du det, at man har meget tøj, men aldrig noget at tage på? Selvom mit skab til tider ikke vil lukke, så virker det så tomt. Derfor har jeg fundet 5 måder at style enkelte items på. Denne gang, den sorte skjorte. Min sorte skjorte har V-hals og lidt kropsnær, det synes jeg fungerer meget godt til flere lejligheder. Den er fra H&M og kostede vist under 100 kr., men det synes jeg ikke man kan se, når først den er på. Den sorte skjorte virker som udgangspunkt kun brugbar til arbejde, men her har jeg fundet andre lejligheder hvor du snildt kan have den på.

Outfit 1


Til mit første outfit har jeg stylet skjorten med et par pæne vide business bukser, sorte spidse stiletter, tunge guldsmykker og en lille lædertaske. Skoene kan du variere alt efter hvad du skal, for outfittet kan også fungere med slippers, støvler eller sandaletter. Lad dit hår være naturligt, gerne glat og sat væk fra ansigtet. Sætter du dit hår op, bliver det mere formelt, men lader du det hænge, så virker det mere eksklusivt. Jeg har stylet det med tunge guldsmykker, for at bryde et ellers helt sort outfit. Jeg ville bruge dette outfit til en middag, shopping eller arbejde.


Outfit 2




Outfit 2 er perfekt til en sommerdag i syden. Jeg forestiller mig at man oser lidt i byen inden man slår sig ned på en hyggelig cafe. Den sorte skjorte er stylet med hvid straight leg jeans, et tørklæde, solbriller, sandaletter og lette guldsmykker. Jeg ville bruge en tote til dette outfit. I stedet for sandaletter kan du også bruge slippers, loafers eller wedges. Jeg vælger lete smykker, da der sker meget med mange farver i outfittet, da enkle smykker ikke trækker fokus. Brug tørklædet i håret eller bundet løst med enderne foran brystet.


Outfit 3



Dette outfit er godt når du skal være formel, men ikke for formel. Det er ikke helt et outfit, du kan bruge på kontoret, men det er godt til en middag eller et andet event, hvor du skal se klassisk og elegant ud. Skjorten er parret med en midi satin guld nederdel, enkle sandaletter, lette perlesmykker og en lille klassisk lædertaske. Dette outfit er parret med perler, fordi det står godt til guldstoffet fra nederdelen. Lette sko, for at gøre sættet elegant, tunge og flade sko, ville gøre sættet tungere. Spidse ballerinaer kan måske godt gå an. Sæt dit hår op i en løs knold, for at give et det et uformelt pust.


Outfit 4




Jeg har parret den sorte skjorte med en lang hvid plissé nederdel i en A-form, et tørklæde, stiletter, enkle perler og lette guld smykker. Sæt skjorten ned i nederdelen, for at tydeliggøre din talje, og bind tørklædet ved brystet i en løs knude. Perlerne går godt med den hvide nederdel, da farven så bryder det sorte. Jeg ville bruge enten en hårbøjle med perler eller en hel sort til dette outfit.

Outfit 5



Dette outfit kan styles på flere måder. Enten med skjorten åben, så toppen kan ses tydeligt eller uden toppen. Fordi outfittet er stylet med jeans, vil det uanset hvad se uformelt ud. Brug dette outfit til at løbe ærinder, hvis du styler det med støvler eller loafers. Style det med slippers eller sandaletter på en varm dag, og med stiletter hvis du skal ud og spise.


Jeg håber, det gav dig lidt inspiration. Rigtig god søndag :)


Følg med på Instagram

bottom of page