top of page

Velkommen til Det lille hjørne. Her er en blog til hverdagens små glæder og dejlige øjeblikke. Du finder opskrifter her på forsiden og under siden opskrifter. Jeg skriver også om stil og mode, hvilket du kan læse mere om under modesektionen. Du kan også tjekke livsstil ud, der finder du små indlæg om forskelligt.

 

God læselyst!

Seneste indlæg

  • Forfatters billede: Pernille
    Pernille
  • 8. feb. 2022


Jeg lavede disse bananpandekager i weekenden, og havde en rar fornemmelse i maven. De virker ikke af meget, men de er grove og fylder rigtig godt i maven. Jeg tror de er gode med sirup på toppen, men det havde jeg desværre ikke.


Til to personer:

2 bananer

3 dl havregryn

2 dl mælk(eller skyr/plantemælk)


evt. lidt smør til at stege i


Serveres med:

Din yndlingstopping.


Blend alle ingredienserne. Lav fire små klatter af dej på en mellemvarm pande. Jeg gav panden lidt smør. Vend dem, når de bliver gyldne. Top med dit valgte tilbehør. Jeg toppede bare med banan.

Nogen kalder det minestrone, men jeg synes ikke min opskrift på minestrone skal have nogen ændringer, så jeg kalder det restesuppe eller tøm-køleskabet-suppe. Jeg tror, jeg vil give den et bedre navn, så det virker lidt mere attraktivt at sætte på menuen, for det er faktisk ret lækkert, tiltrods for navnet. Restesuppen er en nem og lækker måde at tømme køleskabet på. Vi skulle fx have haft en fennikelsalat til noget fisk, men da fisken var dårlig, står jeg med en masse fennikel, der ellers kunne ryge ud. Det er super nemt at justere i suppen, så næsten uanset hvad man har der skal bruges, kan det tilføjes. Det gælder altså også en rest kylling eller andet. Jeg må dog trække grænsen ved fisk og frugt. det er bare en nem måde at undgå madspild.


Jeg laver ofte denne ret til frokost om søndagen. Her får vi nemlig leveret dagligvarer om morgenen, og så giver det god mening at rydde ud i køleskabet. Ud med det gamle, ind med det nye. Så står jeg gerne med en masse rester af alt muligt. Da det netop er en tøm-køleskabet suppe, så bruger jeg mine rester op. Nogle gange er det 50 gram bacon, andre gange er det 150 gram chorizo. Det samme med det grønne, hvor det kan være alt fra ingen gulerødder til 6 gulerødder.


Jeg synes der skal være en protein, såsom bacon eller chorizo, da det giver virkelig meget smag. Chili flagerne giver en følelse af varme, så det undlader jeg heller aldrig. Jeg topper også altid suppen med det jeg lige har af ost. Fx denne uge havde jeg lidt emmethaler.




Det bruger jeg næsten hver gang i suppen:

  • Bacon, skinke, serano eller chorizo

  • Gulerødder

  • Bladselleri eller porre

  • Løg

  • Hvidløg

  • Citron

  • Hakkede tomater eller tomatpure

  • 1 liter boullion evt. mere - enten hønse og

  • Pasta

  • Bønner (på dåse eller udblødt i 24 timer)

  • Chili flager

  • Parmesanrind


Tilsæt først “køddet”, hvis du har noget, og svits det i lidt olivenolie. Tilsæt herefter grøntsagerne og chilien, og lad dem svede ved lav varme i ca. 10 minutter. Tilsæt dit tomatprodukt og/eller din boullion. Lad det nu simre i 45 minutter. Efter 30 minutter tilføjer du dine bønner og din pasta, så de kan koge med de sidste 15 minutter. Smag til med salt, peber og citron. Top med peber, ost, olivenolie og chili flager.


Det her er go-to rutinen, når det kommer til fødselsdage. Alt hvad der skal til en vidunderlig eftermiddag, boller og kage! Lige som det skal være. Jeg server te, kaffe og kakao til en fødselsdag, det gør vi altid. Så pynter vi ellers op med balloner og flag. Helt klassisk.


Vores fødselsdagsrutine starter med morgenmad, som fødselaren har valgt. Det er som regel eggs Benedict. Den serveres med en mimosa. Så hygger vi i løbet af dagen, hvor vi enten holder fødselsdag eller anden aktivitet. Vi spiser ikke ude så ofte, men altid på fødselsdage. Oftest er der inviteret gæster, og så er det her standard serveringen.



Hjemmelavede boller



50 g gær

1 dl vand

3 dl sødmælk

2 spsk sukker

1 tsk salt

600 g hvedemel, delt op i 2 x 300 g

evt. 0,5 tsk vaniljepulver

1 æg


opløs gæren i vand. Tilsæt alle ingredienser, undtagen den ene del af melet. Rør det sammen til en ensartet dej. Rør herefter resten af melet i lidt efter lidt indtil dejen slipper skålen. Jeg rører med min håndmixer med dejkrogene. Det tager ca. 7 minutter. Tril dejen ud til en lang pølse, og skær så små stykker af. Tril dem til små boller. De virker ikke af meget, men de hæver, så det må ikke skræmme dig. Tænd ovnen på 225 g varmluft. Stil bollerne på bagepladen og lad dem hæve under et klæde, imens ovnen varmes op. Pensel bollerne med æg. Bag bollerne i 10-12 minutter.


Hjemmerørt smør



250 gram saltet økologisk smør

0,5 dl kærnemælk



Tag smørret ud af køleskabet lang tid, før du går i gang. Lad det ligge natten over. Pisk det i en mixer eller med en håndmixer, til det er let og luftigt, cirka 10 minutter. Tilføj kærnemælk og pisk igen, til konsistensen bliver luftig. Smørrets tekstur skal være som stift flødeskum. Hold det ved stuetemperatur, til det serveres.



Klassisk lagkage


Som I kan se har jeg ikke mestret marcipanbåndet endnu, men det skal nok komme en dag.


Bund: - eller spring over hvor gærdet er lavest og køb dem færdige

4 Æg

150 g Sukker

150 g Hvedemel

1 tsk Bagepulver

1 tsk vaniljepulver


Vaniljecreme:

2 æggeblommer

4 spsk sukker

2 spsk maizena

3 dl sødmælk

1 god vaniljestang, med kornene skrabet ud


Marcipanbånd:

200 g marcipan

100 g flormelis

40 g glukosesirup

Lidt maizena


Andet:

4 dl fløde

400 g Hindbær

Hindbær- eller jordbærmarmelade



Tænd ovnen på 180 g varmluft. Pisk æg og sukker til en luftig æggesnaps. Bland med hvedemel og bagepulver.

Hæld dejen i en smurt springform. Lav en fordybning i toppen på dejen. Bag kagen nederst i ovnen i ca. 1/2 time.

Læg bagepapir over, hvis kagen begynder at tage for meget farve. Vend kagen ud af formen, og lad den køle af på en bagerist på hovedet.

Skær kagen i tre bunde, enten med en kniv, eller ved at vikle tråd rundt om kagen, og træk ind mod midten.


Tilføj alle ingredienser samt den tomme vaniljestangen til en kasserolle. Varm det op ved mellemvarme imens du hele tiden poser. Når cremen er tyk, hældes den i en skål, fjern vaniljestangen. Lad den køle af.


Ælt alle ingredienserne til marcipanbåndet. Drys bordet med maizena. Rul marcipanen ud i et langt bånd, som kan nå rundt om kagen.


Pisk flødeskum. Lad skummen vente i en sprøjtepose.


Nu skal kagen samles. På første bund smøres et godt lag marmelade efterfulgt af vaniljecremen. Pynt dette lag med friske hindbær. Tilføj en bund. Denne bund smøres også med marmelade og vaniljecreme. Tilføj sidste bund. Lav en masse små dutter på toppen af flødeskummen. Rul forsigtigt marcipanbåndet ud om kagen. Lav en pæn samling ved at trykke forsigtig ind på båndet. Pynt med hindbær på toppen. Sæt på kål.



OBS. du kan udskifte marcipanbåndet med flødeskum sprøjtet fint op ad kanterne. Toppen kan også pyntes med glasur frem for hindbær og flødeskum.

Cookies



150 g smør, stuetemperatur

100 g sukker

100 g brun farin

1 æg

200 g hvedemel

1 tsk bagepulver

1 knivspids vaniljepulver

0,50 tsk flagesalt

200 g chokolade, grofthakket, jeg blander hvid og lys


Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Pisk smør med farin og sukker til det er ensartet og pisk æg i. Tilsæt resten af ingredienserne. Rør dejen godt sammen. Form runde kugler og sæt dem med god afstand mellem hinanden.Bag dem i cirka 13-15 minutter. Lad dem køle lidt af på bagepladen.


Følg med på Instagram

bottom of page