top of page

Velkommen til Det lille hjørne. Her er en blog til hverdagens små glæder og dejlige øjeblikke. Du finder opskrifter her på forsiden og under siden opskrifter. Jeg skriver også om stil og mode, hvilket du kan læse mere om under modesektionen. Du kan også tjekke livsstil ud, der finder du små indlæg om forskelligt.

 

God læselyst!

Seneste indlæg

  • Forfatters billede: Pernille
    Pernille
  • 25. jul. 2021

I dag er en rigtig søndag. I ved sådan en dag, hvor man får tingene gjort, men hvor man alligevel ikke rigtig laver noget. Jeg sidder pt. med en kop te og en britisk krimiserie, imens det blæser udenfor og stearinlysene brænder. Vaskemaskinen snurrer, da søndag her er store vaskedag. Så har man rent tøj til ugens løb, og man får samlet fint sammen. Det kan lade sig gøre endnu med blot en enkelt vaskedag, hvilket er utrolig rart. Kaffemaskinen og elkedlen er afkalket, indkøbet er klaret og køleskabet er vasket ned. Det med køleskabet er faktisk en god vane, jeg vil forsøge at holde fast i. Det virker mere overskueligt, at vaske køleskabet ned, inden man fylder nye varer i. Min grøntsagsskuffe bliver ret ulækker i løbet af en uge, så på den måde ligger intet bagerst og begynder at lugte eller rådne. Jeg fandt en gang en hel, stor, levende orm i skuffen, så den gøres rent meget oftere nu. Puh.. Det føles rart at huset er rent, når man skal starte på en ny uge.


Jeg tænker at bage en kage til kaffe, måske en squashkage? Min mormor kom med et par store squashs fra hendes have, og de skal ikke gå til spilde. Derudover skal gulvet vaskes, der skal skrives lidt blogindlæg til den kommende uge og jeg skal nå vasketøjet igennem. Jeg har planer om at sætte en lille simreret over, det skal man vel om søndagen? Der er intet bedre end simreretter. For at gøre en rigtig søndag komplet, hopper vi tidligt i nattøjet og ser resten af en film vi startede på lørdagaften. Hvor gammel er man indvendigt, når man ikke kan holde sig vågen til en film lørdagaften? Føles som meget gammel...


Jeg var en god kæreste her til morgen, og lod Hr. A sove længe. Derefter serverede jeg morgenmad på sengen, bare for at forkæle ham lidt... og fordi han skulle fikse lampen på badeværelset senere.

Jeg har tøffet rundt i mine sutsko hele dagen. Det er ingengang super koldt, og det er midt i juli, men alligevel fryser jeg på tæerne. Jeg er og bliver en frossen pind.. Skoene er så bløde og behagelige, jeg elsker det.


Jeg brød mig ikke om hønsekødssuppe, før jeg lavede den selv. Nu elsker jeg det, og jeg har altid en portion i fryseren. Det er himmelsk på en kold dag og med lidt lækkert brød til. Har du ikke tid eller overskud til at lave kød og melbollerne selv, så kan du købe dem fra frost, men det giver lige det ekstra at lave dem selv. Du kan altid gøre det en kold søndag, når du ikke har planer, og fryse det ned.

Det skal du bruge:

1 suppehøne eller hel kylling

vand til det dækker

2 porre

3 stænger bladselleri

2 gulerødder

0,5 knoldselleri eller en stor pastinak

2 løg

1 fed hvidløg

10 peberkort

3 laurbærblade


Til servering:

1 gulerod

1 porre


Kødboller

400 g svinekød

2 spsk mel

1 dl mælk

1 æg

ca. 7 gram salt

peber

en knivspids revet muskatnød


Melboller:

75 g smør

2 dl vand

1 tsk salt

125 g mel

2 æg



Put hønen i en stor gryde og fyld vand i til det dækker. Skru godt op for varmen, imens du skærer dine grøntsager groft. Fjern skummet på toppen af suppen med en lille si eller en ske. Når du har skummet suppen, efter at suppen har kogt op, tilsætter du grøntsager, peberkorn og laurbærblade. Skru ned på mellemlav varme og lad suppen simre i to timer.


Bland kødfarsen sammen og tril små kødboller. Det er nemmest hvis du har lidt koldt vand på fingrene, så sidder kødet ikke fast på dine hænder, hvilket gør kødbollerne mere runde. Sæt dem på køl i 20 minutter. Lav melbollerne imens.


I en gryde ved mellemvarme tilsættes smør, salt og vand. Når smørret er smeltet piskes melen i, og pisk i ca. 2 minutter. Dejen skal samle sig, og blive lidt blank. Flyt dejen over i en skål, og lad det stå 10 minutter. Bring vand i en gryde i kog i mellemtiden. Rør et æg i dejen ad gangen. Når man gør det virker det som om det aldrig bliver godt, og som om man rør vand rundt. Bare bliv ved med at røre, det skal nok blive godt. Hæld dejen på en sprøjtepose, og klip et hul på ca. 1,5 cm. Sprøjt bollerne ud, og klip dem med en saks efter 1,5 til 2 cm, og lad dem dumpe direkte ned i vandet. Kog dem i 5 minutter. Hæld dem i et dørslag for at køle ned.


Kødbollerne tages ud og koges i "batches" så de ikke klumper sammen. Kog dem i 5 minutter pr. batch. Tag dem op og læg dem i en skål til servering.


Når det nærmer sig serveringstid skæres guleroden og porren i mindre stykker. Tag hønen op ad gryden, og pluk kødet. Det kan bruges til fx tarteletter eller hønsesalat. Hæld suppen i en mindre gryde igennem en fin masket sigte eller et klæde. Smag den rene suppe til med salt, der skal mere til en man lige regner med. Kog den op. Når den koger tilsættes kød- og melboller og grøntsager. Lad det koge med i 5 minutter og server.


Den nemmeste morgenmad, som du altid har tid til. Jeg er faktisk ret glad for havregrød om morgenen, da det giver mig en lækker start på dagen. Billedet er fra en solrig mandagmorgen, hvor jeg nød den i vinduet imens solen allerede bagte ind i stuen.


Jeg har set mange komplicerede opskrifter, men denne er altså nemmest. Har du en mikroovn bliver den blot endnu nemmere, da det hele blot skal i mikroovnen i 1 minut.

Det skal du bruge:

1 dl havregryn

2,5 dl vand

1 knivspids salt


Tilsæt alle ingredienserne til en lille gryde og skru helt op for varmen. Pisk hele tiden med et piskeris, så det ikke brænder på. Efter 1-2 minutter tyknes det til en grød, og når du synes konsistensen er god, servers den direkte i din skål.


Du kan selvfølgelig pynte din havregrød med kanel, bær eller nødder, men jeg synes nu, den er bedst bare med lidt almindeligt sukker over.

Følg med på Instagram

bottom of page